oktober 2017 - Caritas Danmark
STØT
I DAG

Kirkerne har stor betydning for menneskers liv i Zimbabwe. Derfor er det ikke ligegyldigt, om og hvordan de arbejder på forandringer til fælles bedste i samfundet, skriver generalsekretær Jann Sjursen efter sit seneste besøg i Zimbabwe.

”Lad os alle bede”. Næppe var bussen sat i gang, før opfordringen lød i højttaleren i bussen fra City Link, der skulle bringe mig fra hovedstaden Harare i Zimbabwe til Bulawajo næsten seks timers kørsel derfra. Og så blev der bedt for alle passagerne og om, at vi måtte nå sikkert frem. Ikke så overraskende i et land, hvor kristendommen sætter sit præg på dagligdagen og det offentlige rum. I Danmark ville der måske blive klaget…

I Spar-supermarkedet, som jeg besøgte tidligere samme dag i Harare, solgte de bibler og kristen litteratur – som for eksempel Gary Chapmans ”Kærlighedens fem sprog” – sammen med aviser og mere eller mindre kulørte blade.

Kiosken i Spar var et billede værd, så jeg spurgte, om jeg måtte tage et. Spørgsmålet røg helt til tops til chefen, der kom til stede. Da jeg havde forklaret, at jeg synes, at valget af lekture var interessant og afspejlede et samfund, hvor kristendom og religion ikke er pakket væk lidt i modsætning til mit eget land Danmark, så forsvandt hans skepsis, og han brød ud i et smil: ”Vi er mange kristne i Zimbabwe. Jeg er selv en bedende kristen. Det er man nødt til at være i dette land.” Og så var den ikke længere. Med få ord havde han sagt alt, og jeg fik lov til at tage mine billeder.

Det var god tid i bussen, og jeg faldt i snak med min sidemand. Han var på vej retur til Bulawajo efter at have tjekket hovedstaden ud i forhold til job og sit håndværk. Anden gang inden for et år og med den konklusion, at næste stop i livet nok bliver Harare. Det er flere muligheder og penge, selvom risiciene også er større. For mange vil til hovedstaden, hvor ting er dyre. Og jobbene hænger ikke på træerne. Konkurrencen er benhård. Det er den 22-årige E fuldt ud klar over. Men for ham er alternativet ikke eksisterende. Jeg kalder ham E, fordi jeg lover at sløre hans identitet. Derfor er han i denne artikel bare håndværker. Han færdiggjorde high school for lidt over et år siden.

Han er nemlig dybt kritisk over for den måde, Zimbabwe bliver ledet på, men nævner ikke én eneste gang Mugabe eller partier ved navn. Vi sidder i en bus og kender knap nok hinanden. Alligevel siger E relativt råt for usødet, at politikerne malker landet for dets ressourcer, og at ”pengecirkulationen er ensidig” forstået på den måde, at det er nogle få, der sidder på magten og pengene i Zimbabwe.

Som udsendt for Caritas må jeg naturligvis høre, om ikke kirkerne gør en forskel. Jeg får ikke helt det svar, jeg havde forventet. E går faktisk jævnligt i kirke og beder. Men han mener, at der også i kirkerne er for meget business, og at dem, han kalder mirakelpræsterne, nærmest vrider penge ud af folk og gør dem dovne. Vel skal man bede og søge Guds vejledning i E’s optik, men man skal også gøre noget selv. For eksempel arbejde for et bedre liv. En variant af ”bed og arbejd” er vel det, han mener, tænker jeg. Da jeg fortæller E, at der selvsamme formiddag blev holdt et møde mellem politiske partier og forskellige kirkesamfund i Harare for at fremme en fredelig dialog og afvikling af præsident- og parlamentsvalget næste år, så får det lidt kredit. Men kirkerne er ikke udfarende nok i forhold til det politiske ifølge E. Kirkesamfund og ledere er til en hvis grad også bange.

Og frygten præger ham selv. Meget stærkt konstater han, at når man er bange for, hvad der skal ske med en i fremtiden, så mister man friheden. ”Har man ikke frihed, mister man livet. Mister man livet, eksisterer man ikke længere, så er man ingenting.” Så vidt E, der ikke er polisk aktiv eller med i nogen bevægelser. Måske fordi han ikke tør. Måske fordi han må arbejde hårdt for at eksistere.

Kirkerne generelt har stor betydning for menneskers liv i Zimbabwe. Derfor er det ikke ligegyldigt, om og hvordan de arbejder på forandringer til fælles bedste i samfundet. Frem mod valgene næste år vil en del af dem i økumenisk sammenhæng og under forsæde af Broder Chiromba, der er generalsekretær for den katolske bispekonference i Zimbabwe, fører dialog med partierne for at sikre et fredeligt valg, og at valget kommer til at skabe forandringer for mennesker, hvor millioner lever i fattigdom og med ringe håb for fremtiden i landet, der er på randen af kaos.

Og unge katolikker i ærkebispedømmet Balawajo har sat sig for, at der skal ske noget ved det kommende valg. De vil selv blive kloge på, hvad og hvem de mener, der bør forme Zimbabwes fremtid. Jeg mødte nogle af dem søndag efter messen i Our Lady of Fatimas Church. Der bliver bedt, men også handlet.

Af Jann Sjursen, generalsekretær

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad den 25. oktober 2017.

Show Buttons