Danmarks Indsamling 2017 sikrer mad til ni skoler i Uganda - Caritas Danmark
STØT
I DAG

Danmarks Indsamling 2017 sikrer mad til ni skoler i Uganda

7500 elever i Soroti, i det østlige Uganda, vil snart modtage mad i skolen, når den første høst fra skolehaverne er i hus.

Da eleverne på Takaramiam Primary School i Soroti, begyndte at få mad gennem et skolehaveprojekt, rygtedes det hurtigt i lokalområdet og flere af børnene fra de omkringliggende skoler begyndte at søge derhen. Nu kan de søge tilbage til deres gamle skoler, for med støtte fra årets Danmarks Indsamling, er det blevet muligt at starte skolehaver i ni skoler i området.

Det første skolehaveprojekt blev gennemført som et pilotprojekt, med støtte fra det tidligere Pastoralenhed IV, og sikrer i dag, at alle børnene får et måltid mad på skolen. Markerne omkring skolen bugner af friske afgrøder, der er klar til at blive høstet og inden længe vil det samme være tilfældet for de skoler, som har fået støtte fra Danmarks Indsamling 2017.

Tidligere led børnene under, at de ikke fik noget mad før og i løbet af skoledagen. Det gik hårdt ud over indlæringen og mange måtte helt opgive at gå i skole. Men udsigten til at få skolemad, har gjort, at eleverne har valgt at blive. 

De første spadestik er taget

Benjamin Okurut, er 13 år og elev på Awaliwal Primary School, som er den største af de ni skoler. Han har været vant til at gå i skole uden mad eller drikke.

”Det er svært at lære, når jeg er sulten og nogen gange falder jeg i søvn i klasselokalet,” fortæller han.

Det ser heldigvis ud til at ændre sig. Skolen har ligesom de andre skoler fået tildelt ca. tre acre land, som er klar til at blive dyrket. Forældre, lærere og det omkringliggende samfund er blevet mobiliseret til at dyrke jorden. De har fået uddelt redskaber og arbejdet med at kultivere jorden, er nu gået i gang, så de kan nå at så og plante, inden den første regn kommer.

”Til at starte med, plantes der afgrøder, som kan modne hurtigt, men det er også planen, at plante til de forskellige sæsoner, så skolen kan være forsynet med mad hele året. Samtidig vil skolehaverne være med til at sikre, at alle børnene får den samme standard mad,” forklarer Jesca Omodo, som arbejder for Caritas Danmarks partner CIDI.

I skolehaverne vil børnene bl.a. få adgang til kassava, majs, bønner, søde kartofler, løg, tomater og kål, som vil blive tilberedt til en sund og nærende mad og spist i spisefrikvarteret.

 

Landbrug på skoleskemaet

Det helt unikke ved projektet er, at det er drevet af de Caritas-støttede landbrugskooperativer, der selv har ønsket, at gøre noget for, at deres børn kan få mad i skolen. Aktiviteterne har bragt forældre, lærere og myndigheder tættere på hinanden, som sammen er med til at dyrke jorden.

Udover at eleverne tager del i at dyrke jorden, bliver de også oplyst om landbrug i skolen, som er blevet en integreret del i skoleskemaet. Her lærer om, hvordan jorden skal dyrkes, ernæring og deres rettigheder til mad.

”Det klæder dem godt på til at påvirke det omkringliggende samfund og forhåbentligt vil rygtet om skolemaden sprede sig, så flere familier sender deres børn i skole,” fortæller Jesca Omodo.