En tid til afkald, bøn og almisser
Det er igen den tid på året, hvor vi gennem fasten opfordres til at finde ekstra tid til bøn og prøve at give afkald på nogle af de laster, vi ønsker at slippe af med.
Fasten er også en anledning til at vise næstekærlighed – en kærlighed der bør omfatte vor næste både i det nære og i det fjerne.
Fasten minder os om, at vi skal fokusere på det gode og det nødvendige. Give afkald på overforbrug og gøre os fri af dårlige vaner. Men ifølge biskop Czeslaw Kozon er det ikke altid let at følge fastens budskab. Det fortalte han Caritas Danmarks generalsekretær Maria Krabbe Hammershøy, da de to mødtes til en snak om fasten i en moderne og hektisk verden.
”Jeg prøver selv at finde mere tid til bøn og give afkald på flere nydelsesmidler, selvom jeg skal skynde mig at sige, at det i vores travle hverdag kan være svært. Ikke så meget i forhold til de materielle goder, hvor man kan mindske sit forbrug, men det kan være svært at markere fastetiden fordi fasten, ligesom andre højtider, i vort samfund og dets rytme ikke adskiller sig væsentligt fra andre tidspunkter på året. Hverdagen og hamsterhjulet kører videre og det er ikke altid let at stå af”, forklarer biskop Czeslaw.
Det er dog ikke en undskyldning for ikke at forsøge, opfordrer biskoppen.
”Jeg vil selv prøve og også opfordre til, at vi virkeligt gør hvad vi kan for at give os selv den tid og ro; til bøn, til at rette noget af det som kan være bedre, både i forhold til Gud, os selv og i forhold til mennesker omkring os. Det kan være nogen man er raget uklar med eller måske forsømt at hjælpe. Og ikke mindst, være opmærksom på nøden i verden og hjælpe, hvor der er behov.”
Næstekærlighed og solidaritet med mennesker i nød
Fasten er også en anledning til at række ud til næsten og vise solidaritet. Men hvad er egentligt solidaritet?
”Det er gået op for mig, at ordet solidaritet bliver forstået meget forskelligt af forskellige mennesker. Solidaritet er én af Caritas Danmarks kerneværdier, og for mig betyder solidaritet, at man giver noget af sig selv. Altså, at man giver afkald på nogle af sine privilegier for at kunne hjælpe andre. Men for mange rækker solidariteten ikke længere end til vores ligestillede.”, siger Maria og sender spørgsmålet videre til biskop Czeslaw.
Han ser spørgsmålet om solidaritet i forlængelse af den debat, der kan være omkring, hvem der er ens næste.
”Nogen kan mene, at din næste kun er de nærmeste, din nære omgangskreds eller dit lokalsamfund, hvorimod mennesker langt væk, måske på andre kontinenter, ikke er din næste. Men sådan kan man ikke indsnævre næste-begrebet. Overalt hvor man har indflydelse på andres liv og hvor man kan gøre en forskel, enten god eller dårlig, der handler vi i forhold til vor næste. Hvis vi er ligeglade med hvordan mennesker i andre dele af verden har det, og siger, at det vedrører ikke mig, så forsynder vi os imod næste-begrebet. I en globaliseret verden har vores handlinger konsekvenser, der rækker langt udover Danmarks grænser.
Hvad kan jeg gøre?
Konkret kan denne næstekærlighed komme til udtryk gennem almisser, men det kan være svært at se, hvilken positiv betydningen ens eget økonomiske bidrag eller måde at leve på, kan have for de store problemer som verden står overfor.
”Hvad med almisser? Jeg kan godt selv blive i tvivl om hvad der forventes af mig i forhold til solidaritet og almisser. Hvornår har jeg gjort nok? Hvornår har jeg gjort, hvad der kan forventes af mig?”, spørger Maria Hammershøy biskop Czeslaw.
”Af og til kommer vi måske til at fortrænge betydningen af almissen ved at sige, at det hele er så overvældende, at vores lille bidrag ikke gør en forskel, men vi har alle sammen en rolle at spille i verden. Vores eget forbrug i Danmark kan være med til at skabe en ubalance andre steder i verden. Eksempelvis i forhold til klima og uretfærdige lønningsforhold, som man ubevidst kan være med til at holde i gang. Almisser kan være et lille bidrag til at genoprette balancen. Vi kan alle gøre en forskel.”, slutter biskoppen.