Stille tilbedelse - Caritas Danmark
STØT
I DAG

Stille tilbedelse

Søndage fra 21:00-22:30
Jesu Hjerte Kirke, indgang fra Stenosgade
Kontakt: Aktivitetsleder Stine Riegels Læsøe, 2643 1908

I samarbejde med menigheden i Jesu Hjerte Kirke tilbyder Caritas en mulighed for at benytte kirken som et frirum til stilhed og stille bøn. Alle er velkomne til at kigge ind og blive, så længe man vil. Tilbuddet er til alle, der har brug for stilhed, hvad enten det er fra et travlt liv på gaden eller i arbejdslivet.

Om tilbuddet skriver aktivitetsleder Stine Riegels Læsøe:

Stilhed er en mangelvare i vores kultur. Vi vil rigtig gerne tilbyde mennesker noget, de mangler.

Jeg møder ofte, både privat og via mit arbejde, mennesker, der fortæller mig at ”selvfølgelig tror de på Gud”. Og så skynder de sig at tilføje, så jeg ikke misforstår dem: ”men jeg er altså ikke sådan kirkelig!”  Jeg håber, at vores tilbud om stilhed og mulighed for stille bøn vil kunne styrke deres møde med Gud.

I forskellige sammenhænge har vi, der kommer til den stille bøn søndag aften, i andre lande oplevet, at syge fra et nærliggende psykiatrisk sygehus, eller folk, der lever et hårdt liv på gaden, har nydt at deltage eller at være i kirker med tilbedelse og stilhed.

Mange af de flere hundrede nigerianske prostituerede, der er handlede til Danmark og som opholder sig på Vesterbro om natten, er også opvokset med katolsk tro og praksis. De starter på gaden omkring kl. 22:00 om aftenen, så de vil også få chancen for at komme forbi og sætte sig ind og bidrage til den gode stilhed.

Efter katolsk tradition bliver sakramentet (Kristi legeme i nadverbrødets skikkelse) udstillet på alteret, og der vil være frivillige til stede i kirken i åbningstiden.

Alle er velkomne til at komme ind og deltage.

Der er løbende være brug for frivillige, og du er derfor meget velkommen til at ringe eller skrive til Ulrik på ugh@caritas.dk / tlf 3818 0027, hvis du har mulighed for at tilbyde din hjælp.