Mikrokøkken hjælper flygtninge og klimaet
I morgen er det International Flygtningedag. En anledning til at skabe ekstra opmærksomhed omkring de millioner af flygtninge og fordrevne verden over. I samarbejde med virksomheden PESITHO hjælper Caritas flygtninge på både den korte og den lange bane. Sammen giver vi mennesker på flugt adgang til en ECOCA, et bæredygtig soldrevet mikrokøkken, så de slipper for at skulle lave mad og koge vand over bål. Madlavning over bål giver stor afskovning omkring flygtningelejre, udledning af drivhusgasser og luftvejssygdomme. De helt nye og hjerteskærende triste tal fra UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation viser, at antallet af flygtninge fortsat stiger, og at færre og færre af dem har mulighed for at vende hjem indenfor det første år. For at hjælpe disse mennesker med at få et mindre usikkert og mere værdigt liv, går vi sammen med flygtninge i Bidibidi-lejren i det nordlige Uganda for at starte kooperativer, som selv kan samle, sælge, distribuere og reparere ECOCA’erne. Det er bæredygtigt og vil give et økonomisk boost til kooperativet og hele lokalsamfundet. Pengene bliver hos dem, der har mest brug for dem!
FAKTA Ved udgangen af 2019 var der 79,5 millioner flygtninge og fordrevne i verden. Ca. 30 millioner af dem er børn. 85 procent af verdens flygtninge er flygtet til et udviklingsland, som ofte er ramt af sult, underernæring og gentagende naturkatastrofer.