Burkina Faso - Caritas Danmark

Burkina Faso

  • INBYGGERTAL 19,7 MIO
  • BØRNEDØDELIGHED 81 PER 1000 (SPÆDBØRN)
  • ANTAL % UNDER FATTIGDOMSGRÆNSEN 40 %
  • ÅRLIG INDKOMST PR. INDBYGGER 1.705 $
  • FORVENTET LEVEALDER 61 ÅR
  • HUMAN DEVELOPMENT INDEX (2016) 182 / 188

Positiv udvikling alvorligt truet

Burkina Faso har oplevet en stabil udvikling i de seneste årtier; økonomien er i vækst, og den sociale stabilitet forbedres. Landet er en pioner inden for tilpasning til klimaændringer med vedvarende energi, og det er den fjerde største bomuldsproducent i Afrika (2018).

Denne udvikling er imidlertid alvorligt truet af, at landet i øjeblikket står over for en krise efter de mange terrorangreb fra forskellige jihadistiske grupper, som har hærget landet siden 2015. Især i områderne tæt på den maliske grænse, er den voldsomme usikkerhed til stor skade for lokalbefolkningens socioøkonomiske situation.

Som følge af usikkerheden, er mere end 2000 skoler midlertidigt lukkede landet over, hvilket har medført at over 300.000 børn og unge står udenfor skolesystemet (OCHA, september 2019). Når et ungt menneske er frataget muligheden for at få en uddannelse, er han/hun særligt udsat for truslen om at blive radikaliseret.

Der er pr september 2019 289.000 internt fordrevne i landet (OCHA). Et tal der er tredoblet siden januar 2019. Denne situation er uden fortilfælde og aldrig har aldrig været så alvorlig som nu. 90% af de internt fordrevne bosætter sig hos familie og bekendte i værtsbyerne.

Dette skaber stor usikkerhed for både internt fordrevne og deres værter, som ofte har begrænset adgang til grundlæggende ydelser som sundhed, arbejde og uddannelse, og nu skal sørge for de internt fordrevne også. Risikoen for interne konflikter mellem de to grupper er derfor meget stor.

Vores indsats i landet:

Vi har et udviklingsprojekt med start i 2020 i samarbejde med vores lokale partner, Caritas Burkina Faso i landets nordlige område langs grænsen til Mali.


Overordnet arbejder vi for:

-Styrkelse af social samhørighed og fredelig sameksistens i lokalsamfundene.

-Styrkelse af familiers levestandard via opbygning af mødres tekniske og finansielle kapacitet.

-Styrkelse af børns personlige udvikling via socialisering og adgang til uddannelse.

 

Vi arbejder for at styrke den lokale integration af internt fordrevne børn og deres familier. For at forebygge interne konflikter, skal der oprettes fredskomiteer som skal skabe fokus på sameksistens og fred i lokalsamfundene. Både repræsentanter fra værtsbefolkningen, internt fordrevne, lokale myndigheder og religiøse ledere vil deltage i disse komiteer.

Disse komiteer skal uddanne lokalbefolkningen i hvilke rettigheder internt fordrevne har, samt hvordan værterne tager imod en person med psykiske traumer og andre problemer som følge af flugt og angreb.

Samtidig arbejder vi for at styrke begge gruppers livsgrundlag ved hjælp af oprettelsen af spare-låne-grupper for kvinder. Disse vil få træning i entrepreneurship og forretningsførelse med henblik på at skabe sig en selvstændig stabil indkomst ved hjælp af indkomstgenerende aktiviteter.

Børn og unge er et centralt element for projektet. Eftersom de mange skoler er lukkede, vil vi oprette en form for fritidshjem, hvor børn fra både internt fordrevne- og værtsfamilier kan komme et par dage om ugen og lære at læse, at skrive, dyrke sport, spille musik og bare være børn i sikkerhed for radikalisering og angreb. Derudover vil vi arbejde for at teenagers kan få sig en teknisk uddannelse, og på den måde kan skabe sig en indkomst gennem aktiviteter som eksempelvis syning eller madlavning.

Her arbejder vi:

I byerne Tougan og Ouahigouya, i regionerne Nord og Boucle du Mouhoun i den nordlige del af landet, langs grænsen til Mali.