Klimasmarte løsninger i landbruget

Takket være en ekstrabevilling fra Danida kan vi nu i endnu større grad støtte bønder i Uganda med at udvikle deres landbrug i en bæredygtig retning.

16. august 2023

Tidligere på sommeren var programkoordinator Lars Møller på besøg på St. Raphael Mbuye Primary School i den sydvestlige del af Uganda. Sammen med vores lokale partner præsenterer vi det omkringliggende samfund for klimasmarte løsninger i landbruget.

Klimaforandringerne har gjort det endnu sværere at være bonde i Uganda. Vejrforholdene bliver stadigt mere ekstreme, og det er vanskeligt at forudse, hvornår der falder regn. For at bønderne står bedre rustet til en omskiftelig fremtid præget af langvarige perioder med nedbør og tørke, er der brug for nytænkning i landbruget.

Vi er derfor glade for at kunne fortælle, at vi takket være en ekstrabevilling fra Danida nu i endnu større grad kan støtte bønder i Uganda med at udvikle deres landbrug i en mere bæredygtig retning. Det gør vi sammen med vores lokale partner Community Integrated Development Initiatives (CIDI).

Innovation og madsikkerhed

Indsatsen består blandt andet i at præsentere lokalsamfund for klimasmarte løsninger i landbruget. Det vil vi fra begyndelsen af 2024 gøre på St. Raphael Mbuye Primary School i den sydvestlige del af Uganda.

Klimaforandringer i Uganda
Programkoordinator Lars Møller på besøg i skolehaven.

På skolen vil der være opdræt af mange forskellige dyr og en have med vertikal plantedyrkning. Der vil også være eksempler på bæredygtige processer, der kan tjene som inspiration for områdets bønder. Blandt andet vil vandet i en fiskedam blive renset og genbrugt gennem et højbed.

Et andet aspekt ved projektet er, at produktionen i haven betyder, at de over 1000 elever på skolen hver dag vil få serveret et varmt måltid mad. Børnenes forældre har udvist stort engagement i projektet og har blandt andet sat et hegn op rundt om haven.

Idéen til projektet skyldes ikke mindst programkoordinator Lars Møller. Han er ansvarlig for udviklingsdelen af vores program i Uganda, og han har over 25 års erfaring med udviklingsbistand inden for miljø, klima og grøn omstilling. Tidligere på sommeren besøgte han skolen, hvor han var rundt i haven og blandt andet så installationen af en Grundfos-pumpebrønd.

”Det var et på alle måder opmuntrende besøg. Der sker en hel masse, og jeg glæder mig til at vende tilbage til skolen i det nye år og se resultaterne af det gode arbejde,” fortæller Lars.

STØT
I DAG