Mikrokøkkener og fremtidsdrømme i Myanmar
De to antropologistuderende fra Aarhus Universitet Jannik Degn Grann og Laura Østergård Carstensen har været i Myanmar med Caritas.
Caritas og virksomheden Pesitho kører lige nu en test af det solcelledrevet mikrokøkken ECOCA i Myanmar. De to studerende tog med for at undersøge, hvordan og hvor meget ECOCA gavner fattige familier.
Mere tid
De fleste af de familier, som bor i det område hvor ECOCA bliver testet, i bruger ca. 12 timer om ugen på at finde og samle brænde til deres madlavning og kogning af vand. Madlavningen foregår over åben ild i bambushytten. Madlavning indendørs er både sundhedsskadeligt og brandfarligt i de let antændelige bambushytter.
ECOCA’en derimod, kræver ingen brænde, blot sol. Og sol er der masser af i Myanmar. Når familierne får en ECOCA, får de mere tid til at dyrke og sælge deres afgrøder. De får en højere indkomst og en mulighed for på længere sigt at bygge sig et nyt hus, give deres børn en uddannelse og indfri nogle af deres ønsker for fremtiden.
Jannik fortæller om deres oplevelser i Myanmar
Nye rutiner skal give mening
Men for at kunne skabe værdi i familiernes liv, skal det give mening for dem at bruge ECOCA’en, og den skal derfor tilpasses deres hverdag, rutiner og madlavningsvaner.
Da ECOCA’en blev introduceret i landsbyerne, gik det nye mikrokøkken også ind og rykkede ved mange af de normer og traditioner, som har været en fast del af familiernes liv igennem flere generationer. For at projektet skal lykkes, er det derfor fundamentalt, at familierne er en tæt samarbejdspartner, som vi lytter til og inddrager flere gange undervejs. På den måde kan vi forstå netop deres behov.
Madlavning er nemlig en universel menneskelig praksis, som bevæger sig mellem både økonomiske, sociale og kulturelle normer og traditioner. Det kan være et spørgsmål om, hvilken mad der laves, hvem der laver den, og hvordan den skal spises. (Laura Østergård Carstensen)
Laura Østergård Carstensen
Hvor lang tid skal ris koge?
Familierne spiser eksempelvis ris til hvert måltid, og det er derfor vigtigt, at ECOCA’en kan koge dem ordentligt. Det viste sig at være lidt af en udfordring, og det ledte os ind i et hidtil ukendt univers af forskellige ristyper, kogetider og tilberedningsmetoder. Både Pesitho, Caritas og de lokale modtagere af ECOCA’en arbejder derfor sammen på højtryk for at finde den helt rigtige metode til riskogning. Samarbejdet om disse udfordringer, som først bliver tydelige, når vi lytter til de lokale, er et eksempel på, hvordan et ellers godt projekt kan falde til jorden på grund af små, men afgørende detaljer. Detaljer som kan være svære at forudse, men som er vigtige at kende for at kunne skabe en langsigtet og bæredygtig udvikling.
Landsbyen tager godt imod ECOCA:
