Ukraine

“Jeg længes efter fred – ikke bare en afslutning på krigen, men fred mellem mennesker” – Viktoria Khvorost

Viktoria Khvorost og hendes 5-årige datter Sofiya er med i et projekt, der skal hjælpe krigsramte børn i Ukraine. Her fortæller Viktoria deres historie.

Jeg så kampvogne i gaderne, men jeg var ikke bange til at begynde med. Min mand er kampvognschauffør, og vi boede i nærheden af et militært område, så jeg var vant til at se dem.

Sofiya blev kort efter meget syg. Vi skyndte os til et børnehospital i Kharkiv, men min svigerfar ringede og råbte, at området nær hospitalet blev bombet. Han bad os om at tage til det regionale hospital i stedet.

Panikken satte ind. Det, der skræmte mig mest, var, at ingen kunne hjælpe min datter. Hun skreg af smerte og havde faretruende høj feber. Jeg havde mistanke om, at hun skulle opereres. Vi ringede efter en ambulance. Lægerne var ikke meget for at køre ud i byen, men til sidst kom ambulancen. Vi kørte i høj fart gennem gaderne imens eksplosionerne bragede omkring os.

På hospitalet undersøgte de Sofiya og konkluderede, at hun havde fået en infektionssygdom. Hendes feber nåede op på 41°C og varede i fem dage. Jeg blev ved hendes side og så på eksplosionerne uden for vinduet. Til sidst gav de os noget medicin og sendte os hjem, hvor jeg selv tog mig af hende. Hver gang vi gik udenfor, fulgte lyden af eksplosioner os.

Min chance

En af mine venner var ved at gøre sig klar til at forlade Kharkiv. Hun var allerede flygtet fra Donetsk og var nu på flugt igen. Hun fortalte mig, at de havde to ledige pladser i bilen. Vi kunne kun medbringe en lille taske med de vigtigste ting. Min mand var ved frontlinjen på det tidspunkt. Det her var min chance. Jeg var nødt til at tage af sted.

Jeg rejste gennem Ukraine med Sofiya. Rejsen var lang. Trafikpropper strakte sig over mange kilometer, fordi alle forsøgte at flygte. Nogle gange sad vi fast det samme sted i en hel dag.

Den 17. marts ringede min bror til mig. Vores forældre var døde i deres hjem. De var ved at lave morgenmad. Et fly kredsede over dem og ledte efter et mål. Så kom angrebet – en fuldtræffer. Der er næsten intet tilbage af huset. Kun én væg stod stadig. Alt andet er væk.

Følelserne var uudholdelige. Jeg havde ingen at tale med, ingen måde at komme af med smerten på. Sofiya oplevede det hele. Nogle gange hævede jeg stemmen af frustration. Jeg skammer mig stadig over de øjeblikke.

Alle mødre i Ukraine bærer på deres egen sorg

Efterfølgende hjalp projektet i Lviv os med at genopbygge en følelsesmæssige forbindelse til vores børn. Alle mødre bærer på deres egen sorg, og ofte har vi bare brug for, at nogen lytter. Støtten hjalp os med at forstå vores børn bedre, så det føltes trygt for dem at åbne sig for os.

Alle er påvirket af kronisk stress i denne krig, selv dem, der ikke har mistet et hjem eller en elsket. Som fordrevne har vi brug for hjælp, og vi er dybt taknemmelige for den støtte, vi får.

Her i Lviv har jeg mødt mange venlige mennesker. Jeg arbejder nu på to medicinske centre som terapeut og gastroenterolog. Men jeg længes efter fred – ikke bare en afslutning på krigen, men fred mellem mennesker.

Billede og tekst(oversat og redigeret fra engelsk): Cordaid

Sådan hjælper Caritas i Ukraine