Vær med til at sprede juleglæde

10. november 2023

Julen står for døren, men for mange mennesker er højtiden forbundet med udfordringer og afsavn på grund af fattigdom. Det gælder især udsatte børnefamilier og hjemløse. Caritas’ adventsindsamling går derfor i år til at uddele julehjælp i Danmark.

Det er lørdag formiddag, og luften er fuld af gode vibrationer i Caritas’ migranthus på Reventlowsgade 10, hvor de frivillige er ved at gøre sig klar til weekendens maduddeling. Da klokken slår 11, træder den første bruger ind ad døren og får overrakt en pose med fødevarer. Sådan fortsætter det de kommende par timer med få minutters mellemrum. En efter en ringer brugerne på døren og bliver modtaget med et smil og en pose med de mest basale fornødenheder. Forinden har de bestilt en tid via Caritas’ bookingsystem, så de ved præcis, hvornår de kan afhente deres pose. På de måde undgår vi, at de klumper sammen i store køer udenfor på gaden og skal stå og vente i kulden.

For brugerne gælder det, at de har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Der er såvel tale om danske familier som flygtninge og migranter. ”Jeg er på dagpenge, og min mand er på SU,” fortæller Laila. ”Vi har tre børn, så pengene er ret små. Så det er en kæmpe hjælp, at vi kan komme herned. Vi går efter tilbudsvarer og har ikke til noget ekstra, for eksempel hvis børnene skal have en snack med på tur. Hvis vi kan spare lidt her, så er der til at give dem lidt mere et andet sted.”

Nogle brugere har så få penge, at det er udfordring blot at få råd til mad. Det er for eksempel tilfældet for Sidsel, der er alenemor til to, og som flere gange er kommet forbi maduddelingen. ”Vi har ingenting, så vi er nødt til at gå efter den gratis mad, som vi kan få,” fortæller hun. En anden bruger er en ung studerende, der lige er kommet til Danmark sammen med sin kæreste. Kæresten gør rent på et hotel, men hun har endnu ikke fået den løn, som hendes arbejdsgiver skylder hende, og han er først lige begyndt at arbejde.

Julehjælp

Der er flere fattige i Danmark, end man tror, og der er et stort behov for hjælp. For udsatte børnefamilier er tiden op til jul særligt svær. For når man ikke engang har penge til at klare sig for i hverdagen, kan det virke uoverskueligt, hvordan man skal få råd til at købe julegaver og julemad. Derfor går adventsindsamlingen i år til at uddele julehjælp flere steder i Danmark.

Julehjælpen består af et gavekort til en af de store supermarkedskæder foruden noget julepynt og juleslik og er en udvidelse af vores eksisterende maduddeling i migranthuset. Vi har især fokus på børnefamilierne og de hjemløse, der udover at have få midler også kan kæmpe med ensomhed. Med din hjælp kan flere få sig en god jul. Støt adventsindsamlingen og vær med til at sprede juleglæde.

STØT
I DAG