Fasteindsamling 2019: Løft kvinder i Myanmar ud af fattigdom
Årets fasteindsamling går til at løfte kvinder i Myanmar ud af fattigdom. Kvinder, som er medlem af en af Caritas’ spare-lånegrupper, får hjælp til at starte en lille virksomhed, så de kan forsørge deres familier.
I landsbyen Hparaw i det nordlige Myanmar bor Chang Ram. Chang Ram har længe haft svært ved at klare dagen og vejen. Hun kan bl.a. ikke betale for sine teenagebørns skolegang. Chang Ram er nu blevet medlem af en af Caritas´ spare-lånegrupper. Hvert medlem af spare-lånegruppen indbetaler 5.000 kyat (25 kr.) til den fælles opsparing hver måned. På den måde har medlemmerne mulighed for at optage et lån til meget lave renter. Igennem spare-lånegruppen kan de låne penge til en rente på 2 % hvor de ellers normalt skal betale 10 % i rente.
Desværre har spare-lånegrupperne ikke kapital nok til at give alle kvinderne et lån. Og der er iblandt kvinderne i grupperne en stor lyst til at starte deres egen lille virksomhed, hvilket de kan gøre for ganske små midler. Det koster kun omkring 1000 kr. at starte f.eks. et gadekøkken, et svinebrug en lille kiosk.

Ved at lære nye færdigheder, som eksempelvis at væve, får kvinderne mulighed for en mere stabil indkomst.
De indsamlede midler fra årets fasteindsamling går derfor til at skyde kapital ind i spare-lånegrupperne, så flere af kvinderne har mulighed for at låne penge til opstart af virksomhed. Penge, som vil blive betalt tilbage, og som derefter kan lånes ud på ny.
Chang Ram har igennem spare-lånegruppen fået mulighed for at låne 200.000 kyat (1000 kr.) så hun kan åbne et gadekøkken, og skabe en indkomst. Pengene har hun brugt på at købe møbler, kogegrej, tallerkener og madvarer.
En del af de indsamlede midler fra årets fasteindsamling går til at fylde Katastrofefonden op. Fonden sikrer at Caritas Danmark kan rykke hurtigt ud via Caritas-netværket, når krige og naturkatastrofer rammer.