Myanmar
Den økonomiske nedtur i Myanmar, der fulgte i hælene på Covid-19-pandemien og militærkuppet den 21. februar 2021, har skabt en ekstrem humanitær krise i det sydøstasiatiske land. I 2022 blev millioner af mennesker kastet ud i stor fattigdom eller drevet på flugt af væbnede konflikter og overgreb.
Sammen med Caritas Myanmar, Karuna Mission Social Solidarity (KMSS), har vi i det forgangne år tilpasset og videreført vores igangværende udviklingsprogrammer i landet med støtte til spare-lånegrupper og andre bondegrupper. En del af midlerne har for eksempel været øremærket diverse anlægsarbejder i landsbyerne, herunder reparation af broer og veje, hvorved særligt fattige kunne sikre sig en ekstra indtægt som daglejere.
Vi har ligeledes ydet humanitær bistand til et stort antal internt fordrevne familier, der på grund af militære angreb på deres landsbyer har måttet flygte ud i junglen. Sammen med Caritas Storbritannien, CAFOD, og Caritas Frankrig, Secours Catholique, har vi fortsat bidraget til KMSS’ udvikling af deres humanitære kompetencer i otte ud af i alt 16 bispedømmer i Myanmar.