Etik, vedtægter og policies

Denne persondatapolitik (“Politik”) er gældende for samtlige oplysninger, som du giver til os, og/eller som vi indsamler om dig, enten som led i et bidragyderforhold eller som bruger af vores tjenester, herunder ved færden på vores hjemmeside. I Politikken kan du læse mere om, hvilke oplysninger vi indsamler, hvordan vi håndterer dine oplysninger, og hvor længe vi opbevarer oplysninger om dig m.m. Du bør læse denne Politik og henvende dig til os, såfremt der er oplysninger i Politikken, som du ikke kan acceptere. På www.caritas.dk vil du til enhver tid kunne finde den gældende version af Politikken.

1. Dataansvarlig

Den dataansvarlige organisation for behandling af dine personoplysninger er:

Caritas Danmark
Gammel Kongevej 15, 3. sal
1610 København V
Telefon: 3818 0000
caritas@caritas.dk
CVR: 29 43 99 15
(Herefter “Organisationen”)

Den overordnede retlige ramme for vores behandling af personlige oplysninger er Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF med tilhørende regulering. I tillæg hertil kommer Lov nr. 502: Lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).

Alle spørgsmål vedrørende nærværende Politik, behandlingen af dine oplysninger samt mistanke om manglende overholdelse skal i første omgang rettes til Human Ressources-ansvarlig Ditte Dandanell, tlf. 3134 5603, e-mail did@caritas.dk.

2. Definitioner

  • Personoplysninger: Enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person. Det vil sige alle oplysninger, som direkte eller indirekte, alene eller i kombination, kan identificere en bestemt fysisk person.
  • Dataansvarlig: Den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller et andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilke formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af personoplysninger.
  • Databehandler: Den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller et andet organ, der behandler personoplysninger på den dataansvarliges vegne.
  • Behandling: Enhver aktivitet eller række af aktiviteter, som involverer brug af personoplysninger, fx indsamling, registrering, systematisering, ændring af, søgning i, sammenstilling, overladelse eller videregivelse til personer, myndigheder, selskaber m.v. uden for Organisationen.
  • Særlige kategorier af personoplysninger: Oplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold, genetiske data, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering samt oplysninger i form af biometriske data, såfremt biometriske data behandles med det formål entydigt at identificere en fysisk person (følsomme oplysninger).
  • Persondataforordningen: Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF med tilhørende regulering.
  • Databeskyttelsesloven: Lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (Lov 502).

3. Formål med behandlingen af dine personoplysninger

Afhængig af om du er kunde eller bidragyder hos os, abonnent på vores medier eller måske blot bruger af vores hjemmeside, er vi forpligtede til at behandle dine personoplysninger i et sådant omfang, at vi dels kan give dig de ydelser, du efterspørger, og at vi dels kan leve op til de forpligtelser, vi har som velgørende organisation. Dette gælder både ved håndtering af dine eventuelle bidrag — medmindre du vælger at bidrage anonymt — dine eventuelle køb af ydelser eller varer hos os, og/eller når vi skal administrere dine eventuelle abonnementer eller medlemskaber hos os. Det kan også være i forbindelse med vores markedsføring over for dig, for eksempel når vi udsender materialer om vores indsamlinger.

4. De personoplysninger, som vi behandler om dig

A. Oplysninger vi indsamler direkte fra dig

Når du er kunde eller bidragyder hos os, indsamler vi følgende almindelige personoplysninger fra dig:

  • Når du første gang indbetaler et bidrag, registrerer vi disse oplysninger i vores database: navn, adresse, e-mail og tlf.nr. Hvis du opretter en fast PBS-aftale, registrerer vi også dit CPR-nummer. Du får besked via brev eller e-mail om, hvilke oplysninger vi har registreret, og hvordan vi behandler dem.
  • Når du benytter betalingsmodulet på vores hjemmeside, registrerer vi: navn, land, adresse, by, postnummer og e-mailadresse. Du har også mulighed for at oplyse dit CPR-nummer, hvilket er nødvendigt for at opnå skattefradrag, samt dit telefonnummer.
  • Da vi har indberetningspligt over for SKAT for gaver og løbende ydelser, beder vi dig via brev i januar måned om at oplyse dit CPR-nr., såfremt du har givet et bidrag til os i løbet af det foregående år. Det er op til dig, om du vil oplyse dit CPR-nummer.
  • Hvis du benytter en kontaktformular på vores hjemmeside, for eksempel for at tilmelde dig et arrangement, afgiver du typisk selv personoplysninger til os.

Vi indsamler som udgangspunkt ingen særlige kategorier af personoplysninger (følsomme oplysninger) om dig, men hvis du udfører frivilligt eller midlertidigt lønnet arbejde for Organisationen eller deltager i særlige tilbud, kan vi indsamle oplysninger. Det drejer sig om:

  • Helbredsoplysninger: Hvis du rejser til udlandet på vegne af Organisationen, indsamler vi oplysninger om dit helbred (blodtype, allergier) og dit pasnummer af sikkerhedsårsager. Dette sker også med dit skriftlige samtykke.

B. Oplysninger ved kontrakt om frivilligt eller lønnet arbejde

Hvis du indgår en kontrakt om frivilligt eller midlertidigt lønnet arbejde for Organisationen, opbevarer vi de personoplysninger, der er nødvendige for at kontakte dig, og for at det arbejde, kontrakten omhandler, kan udføres.

C. Oplysninger vi indsamler fra andre om dig

I nogle tilfælde er det nødvendigt for os at indsamle personoplysninger om dig fra andre. Det kan eksempelvis være fra:

  • Politiet: Hvis du udfører arbejde for Organisationen med kontakt til børn og unge, indhenter vi inden arbejdets påbegyndelse en børneattest. Dette kan kun ske med dit skriftlige samtykke. Vi indhenter disse oplysninger for at sikre et trygt og risikofrit miljø ved alle vores arrangementer, og særligt når der er tale om mennesker med brug for hjælp.
  • Leverandører af serviceydelser: Vi får oplyst dit tlf.nr., når du indbetaler en donation via MobilePay-appen til organisationen. På baggrund af denne oplysning vil vi muligvis forsøge at kontakte dig mhp. at støtte organisationens arbejde. I MobilePay-appen har du mulighed for at oplyse os dit tlf.nr. i meddelelsesfeltet mhp. at opnå et skattefradrag. Hvis du vælger at gøre det, registrerer vi dit CPR-nr., så vi fremadrettet kan indberette dine donationer til organisationen.

5. Cookies

På vores hjemmeside gøres der brug af “cookies” til at indsamle webstatistik. En cookie er en lille tekstfil, der sendes fra vores server til din browser og lagres på din computers harddisk eller din mobile enhed. Cookies er ensbetydende med, at du mere effektivt og nemmere kan bruge hjemmesiden. Vi behandler ikke information om brugeradfærd, som indsamles via cookies, på en måde, der kan forbinde brugeradfærden med bestemte personer. Du kan indstille din browser til at informere dig, når du modtager en cookie, således at du altid har mulighed for at tage stilling til, om du vil acceptere den. Du kan også vælge helt at slå funktionen fra. Hvis du gør det, så vil hjemmesiden dog ikke fungere optimalt. Du kan læse vores cookiepolitik her: https://caritas.dk/cookiepolitik/.

6. Sådan behandler vi dine personoplysninger

Helt konkret bruger vi dine personoplysninger til flere forskellige formål afhængig af, om du er bidragyder eller frivillig hos os, eller om du blot er bruger af vores hjemmeside.

A. Er du kunde hos os, anvender vi dine personoplysninger til at:

  • stille funktionerne på vores hjemmeside til rådighed for dig;
  • fremsende ordrebekræftelser til dig;
  • svare på dine eventuelle spørgsmål og efterkomme dine anmodninger;
  • kunne udføre dine ordrer;
  • kunne håndtere administration af kundeforholdet til dig;
  • kunne sende dig markedsføringsmateriale, såfremt dette ligeledes er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende markedsføringslov.

B. Er du bidragyder hos os, anvender vi dine personoplysninger til at:

  • kunne administrere dit/dine indbetalinger;
  • kunne sende dig nødvendig information om dit/dine bidrag;
  • kunne indberette dit bidrag til SKAT, så dit bidrag vil fremgå af din selvangivelse;
  • kunne henvende os til dig med markedsføringsmateriale, såfremt dette ligeledes er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende markedsføringslov.

C. Er du frivillig hos os, anvender vi dine personoplysninger til at:

  • kontakte eller identificere dig;
  • koordinere opgaver i forbindelse med det frivillige arbejde;
  • henvise til dig som kontaktperson, såfremt du har givet samtykke til det;
  • sende informationsmateriale m.m. i forbindelse med aktiviteter og møder.

D. Er du alene bruger af vores hjemmeside, anvender vi dine personoplysninger til at:

  • kunne stille funktionerne på vores hjemmeside til rådighed for dig;
  • udarbejde statistik om din færd på vores hjemmeside;
  • analysere samspillet mellem hjemmesiden og vores profiler på sociale medier;
  • optimere vores hjemmesides indretning.

7. Hvorfor har vi lov til at behandle oplysninger om dig (behandlingsgrundlag)?

I langt de fleste tilfælde, hvor vi behandler dine personoplysninger, vil grundlaget være, at du har givet specifikt samtykke, og det juridiske grundlag er derfor Persondataforordningens artikel 6, stk. 1 (a). I visse tilfælde kan vi dog have et andet grundlag for behandlingen:

Når du giver et bidrag til os eller indgår en anden form for aftale med os, så behandler vi dine almindelige personoplysninger til netop det pågældende formål. Vi kan også behandle dine almindelige personoplysninger, hvis du fx har en forespørgsel eller lignende, som går forud for din beslutning om at indgå en aftale med os. Det juridiske grundlag for behandling af dine personoplysninger er Persondataforordningens artikel 6, stk. 1 (b), idet behandlingen af dine oplysninger er nødvendig for, at vi kan opfylde vores aftale med dig, eller for, at vi kan håndtere forespørgsler og lignende forud for din eventuelle indgåelse af en aftale med os.

Vi har også mulighed for at behandle dine almindelige personoplysninger, fordi vi har en legitim interesse i at behandle oplysningerne om dig, jf. Persondataforordningens artikel 6, stk. 1 (f), medmindre din ret til at opnå beskyttelse af dine egne almindelige personoplysninger går forud for vores legitime interesse i at behandle dine oplysninger.

Vi har en legitim interesse i at behandle dine personoplysninger (dit navn og din e-mailadresse) til brug for markedsføringsformål. Vores legitime interesse består således i at kende til dine præferencer, så vi bedre kan tilpasse vores tilbud til dig og i sidste ende tilbyde produkter og tjenesteydelser, der bedre opfylder dine behov og ønsker. Vi overholder naturligvis også markedsføringslovens regler. Det er ligeledes med henvisning til denne bestemmelse, at vi udarbejder diverse statistikker over antallet af køb, bidrag, brug af hjemmesiden m.v.

I visse tilfælde er vi også retligt forpligtet til at behandle personoplysninger om dig. Det kan fx være til brug for dokumentation af transaktionsspor og lignende i medfør af reglerne i bogføringsloven. Vi skal blandt andet gemme regnskabsmateriale i fem år fra afslutningen af det regnskabsår, som regnskabsmaterialet vedrører. Vi skal også opbevare oplysninger om bidragydere, der har PBS-aftaler, i 13 måneder efter aftalens ophør. Det kan ligeledes være i forbindelse med indberetninger til SKAT, så du kan få fradrag for dit bidrag til os. Indberetninger til SKAT skal ske med angivelse af CPR-nr., jf. skattekontrolloven, og det er derfor grundlaget for vores behandling af oplysninger om dit CPR-nr.

Såfremt du afgiver eller har afgivet særlige kategorier af personoplysninger (følsomme oplysninger) til os, fx oplysninger om dit helbred, så er grundlaget for vores behandling som oftest Persondataforordningens artikel 9, stk. 2 (a), idet vi vil søge at indhente dit specifikke samtykke. I visse tilfælde vil grundlaget dog være stk. 2 (c), idet behandlingen er nødvendig for at beskytte dine eller en anden fysisk persons vitale interesser i tilfælde, hvor du ikke er i stand til at give samtykke. Det kunne for eksempel være i forbindelse med en uforudset sikkerhedssituation ved en udlandsrejse.

Er du ikke kunde eller bidragyder hos os, men fx blot bruger af vores hjemmeside, har vi — i begrænset omfang — brug for at kunne administrere de oplysninger, som du selv afgiver til brug for fx cookie-håndtering. Læs mere i vores cookiepolitik: https://caritas.dk/cookiepolitik/. Vi kan i nogle tilfælde registrere, hvilke IP-adresser der har besøgt vores hjemmeside. En IP-adresse kan være en personoplysning, og såfremt vi behandler din IP-adresse, så vil det ske på samme grundlag som beskrevet ovenfor i dette afsnit.

8. Deling af dine personoplysninger

Vi kan dele dine personoplysninger med de leverandører og samarbejdspartnere, som bistår os med serviceydelser eller vores IT-drift, hosting m.v. Det betyder, at vi kan dele dine oplysninger med eksempelvis vores telemarketing-bureau, vores tekniske support og vores bank.

Vi har også mulighed for at dele dine oplysninger med vores partnerorganisationer i det omfang, at dette er lovligt. Du kan se en oversigt over partnerorganisationer her: www.caritas.dk/vores-arbejde.

I tillæg til ovenstående deler vi dine oplysninger i det omfang, vi er forpligtede hertil, fx som følge af krav om indrapportering til offentlige myndigheder som SKAT.

9. Opbevaring og sletning af dine personoplysninger

Vi opbevarer dine personoplysninger efter nedenstående regler:

  • Er du kunde hos os, vil vi opbevare dine personoplysninger i op til 12 måneder fra købstidspunktet. Har du afgivet særlige kategorier af personoplysninger, fx i forbindelse med et kursus, sletter vi disse oplysninger umiddelbart efter, at det arrangement har fundet sted, som var formålet med indsamlingen af oplysningerne.
  • Er du bidragyder hos os, vil vi opbevare dine personoplysninger i op til 5 år fra det tidspunkt, hvor du har indbetalt dit første bidrag. Hvis du har været bidragyder, men ikke længere er det, opbevarer vi dine personoplysninger i højst 2 år efter, at du har givet dit sidste bidrag.
  • Er du bruger af vores hjemmeside og samtidig hverken kunde eller bidragyder, opbevarer vi de oplysninger, som vi har registreret om dig, i op til 12 måneder fra tidspunktet for dit besøg på hjemmesiden.
  • Er du indgået i en kontrakt om frivilligt arbejde hos os, vil vi opbevare dine personoplysninger, indtil kontrakten udløber.
  • I tilfælde, hvor vi ikke måtte have en fast politik, opbevarer vi kun dine personoplysninger så længe, det er nødvendigt i henhold til det specifikke formål, hvortil de er indsamlet.

10. Dine rettigheder

Indsigt

Du har ret til at få indsigt i de personoplysninger, som vi behandler om dig. Ved at skrive til os (på ovenstående adresse — se under pkt. 1, Dataansvarlig) kan du anmode om indsigt i de personoplysninger, som vi har registreret om dig, herunder de formål, som oplysningerne er indsamlet til. Vi vil efterkomme din indsigtsanmodning så hurtigt som muligt.

Berigtigelse og sletning

Du har ret til at anmode om korrektion, supplerende behandling, sletning eller blokering af de personoplysninger, vi behandler om dig. Vi vil efterkomme din anmodning så hurtigt som muligt, i det omfang det er nødvendigt. Hvis vi af en eller anden grund ikke kan imødekomme din anmodning, kontakter vi dig.

Begrænsning af behandling

Du har — under særlige omstændigheder — ret til at få begrænset behandlingen af dine personlige oplysninger. Kontakt os venligst, hvis du ønsker en begrænsning af behandlingen af dine personoplysninger.

Dataportabilitet

Du har ret til at modtage dine personoplysninger (kun oplysninger vedrørende dig selv, som du selv har givet os) i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format (dataportabilitet). Kontakt os venligst, hvis du vil udnytte muligheden for dataportabilitet.

Indsigelsesret

Du har ret til at bede os om ikke at behandle dine personlige oplysninger i de tilfælde, hvor behandlingen er baseret på artikel 6, stk. 1 (e) (opgave i samfundets interesse eller offentlig myndighedsudøvelse) eller artikel 6, stk. 1 (f) (legitim interesse). Det fremgår af nærværende Politik, i hvilket omfang vi behandler dine oplysninger til sådanne formål. Du kan til enhver tid udøve retten til indsigelse ved at kontakte os.

Tilbagekaldelse af samtykke

Hvis behandlingen af dine personoplysninger er baseret på dit samtykke, har du til enhver tid ret til at trække dit samtykke tilbage. Din tilbagetrækning påvirker ikke lovligheden af den behandling, der blev gennemført, før du trak dit samtykke tilbage. Kontakt os venligst, hvis du ønsker at tilbagekalde dit samtykke.

Hvis du ønsker at tilbagekalde dit samtykke til at modtage salgsfremmende oplysninger og tilbud i almindelighed, herunder med almindelig post, e-mail, via SMS, telefonisk eller via andre elektroniske midler, kan du til enhver tid gøre det ved at skrive til caritas@caritas.dk. Hvis vi er i tvivl om din identitet, kan vi bede dig om at identificere dig selv. Bortset fra de almindelige kommunikationsomkostninger er dette gratis.

Du kan skrive til complaint@caritas.dk, eller du kan benytte klageknappen på vores hjemmeside, www.caritas.dk/om-os/etik-og-policies#Klagemekanisme, for at gøre brug af én eller flere af ovenstående rettigheder.

Der kan være betingelser eller begrænsninger knyttet til udnyttelsen af ovennævnte rettigheder. Det er derfor ikke sikkert, at du for eksempel har ret til dataportabilitet i det konkrete tilfælde — det afhænger af de særlige omstændigheder for den pågældende behandlingsaktivitet.

11. Eventuelle konsekvenser ved ikke at afgive personoplysninger

Såfremt du er forpligtet til at give oplysninger om dig selv til os, så vil det fremgå dér, hvor vi indsamler oplysningerne. Hvis du ikke vil afgive de personoplysninger, som vi beder om, så kan det have den konsekvens, at vi ikke kan levere de tjenester til dig, som du efterspørger, gennemføre dine ordrer, oprette dig som bidragyder etc.

12. Sikkerhed

I Organisationen er vores behandling af personoplysninger underlagt vores IT- og sikkerhedspolitik. Vi har interne regler og procedurer for opretholdelse af passende sikkerhed fra det tidspunkt, hvor vi indsamler personoplysninger, frem til sletning, ligesom vi alene overlader vores behandling af personoplysninger til databehandlere, som opretholder et tilsvarende passende sikkerhedsniveau.

13. Klage til tilsynsmyndighed

Hvis du er utilfreds med vores behandling af dine personoplysninger, kan du klage til det danske datatilsyn:

Datatilsynet
Borgergade 28, 5. sal
1300 København K
Telefon: 3319 3200
e-mail: dt@datatilsynet.dk

14. Opdatering af denne Politik

Caritas Danmark er forpligtet til at overholde de grundlæggende principper om beskyttelse af personoplysninger og databeskyttelse. Vi gennemgår derfor regelmæssigt denne Politik for at holde den opdateret og i overensstemmelse med gældende principper og lovgivning. Denne Politik kan ændres uden varsel. Væsentlige ændringer af Politikken vil blive offentliggjort på vores hjemmeside sammen med en opdateret version af Politikken.

Eventuelle ændringer, vi måtte foretage i nærværende Politik i fremtiden, vil blive offentliggjort på denne side og kan eventuelt blive meddelt dig via e-mail.

STØT
I DAG