Libanon

Caritas i Libanon

Libanon befinder sig ifølge Verdensbanken midt i en af de værste økonomiske kriser på globalt plan siden den industrielle revolution. Krisen, der begyndte i 2019, er kun blevet forværret af COVID-19, eksplosionen på havnen i Beirut og den verdensomspændende fødevare- og energikrise, der fulgte i hælene på Ruslands invasion af Ukraine. Leveomkostningerne er på få år mangedoblet og kan ikke tilnærmelsesvis dækkes af en gennemsnitlig løn. Sårbare libanesere, flygtninge og migranter over hele landet har akut brug for hjælp.

På baggrund af en bevilling fra Udenrigsministeriet indgik Caritas Danmark i 2022 i et fireårigt engagement med Caritas Libanon. Indsatsen har i det forgangne år koncentreret sig om at definere det nye program, der skal adressere de stigende udfordringer med kønsbaseret vold i landet ved at støtte et af Caritas Libanons krisecentre for kvinder, så det kan tilbyde psykologisk førstehjælp, sundhedsråd og retshjælp. Kvinderne får også mulighed for at modtage undervisning, der har formål at styrke deres færdigheder inden for landbrug og skrædderi, så de er bedre rustet til at finde sig et arbejde, når de fraflytter krisecenteret.

Da arbejdsløsheden blandt unge er eksponentielt voksende, er Caritas Danmark og Caritas Libanon derudover gået sammen med Caritas Schweiz om et projekt, der på den ene side skal kapacitetsopbygge unge libanesere og syriske flygtninge og på den anden side opstartsstøtte lokale mirkovirksomheder inden for landbrug, byggeri og informations- og kommunikationsteknologi for at skabe flere arbejdspladser.

STØT
I DAG