Næstformand i Caritas Danmark efter besøg på krisecenter i Beirut: ”Det, der gør indtryk, er omsorgen for de mest udsatte”.

Fattigdommen er enorm i Libanon, men de allerrigeste lever videre, som om intet er hændt. På et krisecenter for udsatte kvinder og børn er troen på en bedre fremtid intakt. Ann-Lise Aasesdatter, der er næstformand i Caritas Danmarks bestyrelse, besøgte i februar 2023 vores partnere i Caritas Libanon og deler her sine indtryk fra turen.

Det er vigtigt, at vi som bestyrelsesmedlemmer får en fornemmelse for den virkelighed, der omgiver menneskene i vores programlande; hvilke problemer de kæmper med, og hvordan vi bedst muligt kan hjælpe dem.

Denne februar besøgte jeg derfor, sammen med enkelte andre bestyrelsesmedlemmer og nogle medarbejdere på sekretariatet, Libanon, der er et relativt nyt programland for Caritas Danmark.

Libanon var indtil for ganske få år siden et blomstrende land i en ellers ustabil region, ligesom hovedstaden, Beirut, blev kaldt Mellemøstens Paris. Som konsekvens af den politiske elites hasarderede forvaltning af statskassen har landet dog siden 2019 befundet sig i det, som Verdensbanken har betegnet som en af de værste økonomiske kriser på globalt plan siden midten af 1800-tallet. Det har skabt en stor fattigdom, men de allerrigeste har ingen problemer med at opretholde deres levestandard.

Vild forskel på rig og fattig
Da jeg ankom til Beirut, var det første, der slog mig, netop den vilde forskel på rig og fattig, som man mærker i bybilledet: huse med skudhuller og brandtomter fra borgerkrigen, der sluttede i 1990, dør om dør med dyre modehuse; og gadebørn, der bevæger sig mellem luksusbiler. Et enormt område ligger stadig hen som en sodsværtet ruin efter eksplosionen på havnen, der tog livet af knap 200 mennesker og sårede omkring 6000.

Vi mødte børn på ni eller 10 år, der brugte deres dagtimer i en slags primitiv grønthandel i stedet for at være i skole. Caritas-medarbejderne i Beirut forklarede os, at skolerne flere steder er lukkede, fordi lærerne ikke længere møder på arbejde. De får ikke deres løn udbetalt, og selv hvis de gør, er inflationen så høj, at de ikke kan leve af den. På strandpromenaden, hvor palmerne vajer i middelhavsvinden, skal slentrende turister tage sig i agt for charmerende lommetyve, der ikke kan være mere end otte år gamle.

Vi blev mødt af et samfund, der politisk, socialt og økonomisk er i frit fald, og hvor mennesker dagligt slås for overlevelse. Samtidig viste Caritas Libanon os, hvad ’caritas’ virkelig er, nemlig kærlighed til næsten udtrykt gennem konkrete handlinger, såsom uddeling af mad, bleer og andre fornødenheder. Blot en uge før vi ankom, havde de fundet en fireårig pige under en bro. Her havde hun overlevet af affald sammen med sin psykisk syge mor.

Krisecentre for kvinder og børn
Caritas Libanon driver i Beirut en række shelters på hemmelige adresser, hvor kvinder, og i nogle tilfælde også børn, der er ofre for trafficking, kan søge beskyttelse. Her kan de få kost og logi, psykosocialstøtte og læge- og retshjælp. Nogle er libanesere, andre er flygtninge, og en del kommer fra Afrika og Asien. Fattige piger bliver lokket til Libanon med løftet om et godt, velbetalt arbejde, men ender ofte ud i slavelignende tilstande uden mulighed for at slippe væk.

Pigerne på disse shelters fortalte os, hvad der var hændt dem. Det, der gik igen, var overgreb, udnyttelse og total foragt for menneskelig værdighed. Men på trods af alt det, de var blevet udsat for, udviste de en sand overlevelseskraft og en tro på en bedre fremtid. Samme modstandsdygtighed så vi hos de ansatte i Caritas Libanon, der formåede at sætte sig ud over begrænsede budgetter og krav om effektivitet og møde dem, der havde brug for hjælp, i øjenhøjde.

Krisen i Libanon er som sagt menneskeskabt, og det er smerteligt at tænke på, at den kunne være undgået, hvis landets ledere i højere grad havde været sig deres ansvar bevidst; hvis de ikke havde varetaget deres egne interesser, men i stedet forvaltet deres embede med blik for det fælles bedste. Det, der gør indtryk, er den standhaftighed, iver og omsorg, som de lokale Caritas-medarbejdere og -frivillige udviser. Der er meget at lægge frem for Gud, når det kommer til arbejdet for fred og retfærdighed, men det er en trøst at vide, at der er gode mennesker, der hver dag står op for at yde deres bidrag til en bedre verden.