Nyt udviklingsprogram skaber jobs i Libanon
14. august 2023
Bevilling fra Novo Nordisk Fonden til Caritas’ arbejde i Libanon skal skabe jobs og mindske den stigende arbejdsløshed blandt unge libanesere og syriske flygtninge.
Libanon befinder sig i en dyb økonomisk krise. Krisen er så dyb, at den af Verdensbanken er blevet udråbt til at være blandt de tre værste på verdensplan siden midten af 1800-tallet.
Siden 2019 er 350.000 arbejdspladser blevet nedlagt, og den libanesiske lira har mistet 90 % af sin værdi. Ifølge FN lever over halvdelen af den libanesiske befolkning i fattigdom, og op mod 90 % af de syriske flygtninge lever i ekstrem fattigdom.
Udviklingen går særligt hårdt ud over de unge, hvis fremtidsmuligheder og chance for at for et job er alvorligt forringede. Mange har allerede forladt landet for at søge arbejde andetsteds.
Det er på den baggrund, at Caritas Danmark er gået sammen med Caritas Schweiz og Caritas Libanon om et projekt, der både skal kompetenceopbygge unge libanesere og syriske flygtninge og opstartsstøtte lokale mikrovirksomheder for at skabe flere arbejdspladser.
Projektet, der blev igangsat den 1. marts, løber over 26 måneder og er støttet af Novo Nordisk Fonden med en bevilling på 13 mio. kr. Formålet er at støtte 660 unge mellem 18 og 30 år og 130 mikrovirksomheder inden for landbrug, byggeri og informations- og kommunikationsteknologi i Beirut, Mount Lebanon og Bekaa.