Ahmed oplevede, at han som mand ikke blev taget alvorligt af de offentlige myndigheder. Det ændrede sig, efter han opsøgte Caritas og kunne betro sig til en frivillig socialrådgiver.

Selv i et rigt land som Danmark er der mange mennesker, der oplever at stå uden for samfundet. Siden vi sidste november åbnede vores migranthus på Reventlowsgade 10, er det strømmet til med brugere, der ikke har noget andet sted at gå hen, når det hele brænder på.

En af dem er Ahmed, en midaldrende mand af pakistansk herkomst, hvis forældre kom hertil i 1960’erne. Da han for flere år siden pådrog sig en slem arbejdsskade, blev han invalideret i en sådan grad, at han ikke længere kunne passe sit job og måtte igennem et langt og opslidende forløb hos jobcentret.

Hver gang nogen nævner de offentlige myndigheder, får han nervøse trækninger. For hans erfaring er, at de ofte går mere op i paragraffer end i det enkelte menneske. Derfor er han glad for den støtte, han har modtaget i migranthuset. “Caritas træder til dér, hvor ingen andre gør det,” fortæller han.

Én at betro sig til

Det gælder en aktuel sag om hans to børn i teenagealderen, der er endt som kastebolde i en konflikt mellem ham og børnenes mor. Det har ført til utallige møder med det offentlige. Her har han ikke følt, at han som mand er blevet taget alvorligt.

Men det ændrede sig, da han fik nys om migranthuset og kunne betro sig til en frivillig og erfaren socialrådgiver. Hun begyndte at tage med til møderne som bisidder.

“Hvis bare jeg havde haft hende med fra starten, ville min situation have set helt anderledes ud,” sukker han. “Jeg ønsker, at migranthuset bliver ved med at vokse, så endnu flere kan få hjælp.”

Ahmed er et opdigtet navn, men brugerens rigtige navn er kendt af sekretariatet.