På blot en uge kom Anna fra Ukraine i job

15. august 2023

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Før Anna Ivanenko kunne nå at se sig om, fik hun tilbudt en stilling. Nu underviser hun andre ukrainske flygtninge i engelsk for på den måde at lette deres adgang til det danske arbejdsmarked.

”Jeg var egentlig i relativ sikkerhed, men krigen føltes alligevel tæt på. Man kunne hele tiden høre sirener, og det tærede på sindet,” fortæller Anna Ivanenko.

I begyndelsen af juni 2022 besluttede hun sig for at flygte fra Ukraine til Danmark, hvor nogle af hendes venner opholdt sig. Årsagerne var til dels økonomiske. ”Før krigen brød ud, arbejdede jeg i et PR-bureau, men hvem har brug for reklamer i krigstid?”

Der gik dog ikke lang tid, før Anna fik foden inden for på det danske arbejdsmarked. ”Blot en uge efter jeg ankom til Danmark, fik jeg et job gennem Caritas,” fortæller hun og smiler over hele femøren.

Mødte Caritas til informationsmøde for ukrainske flygtninge

Noget af det første, hun gjorde, var nemlig at tage til et informationsmøde for ukrainske flygtninge, som Caritas Danmark afholdt sammen med Migrantcenter Hovedstaden.

Da hun så, at København Syd HF & VUC med støtte fra Caritas Danmark udbød engelskkurser til ukrainere, gik hun straks hen til standen og lagde sit cv. I Ukraine havde hun undervist i både spansk og engelsk, og hun tænkte, at hendes sprogkundskaber måske kunne komme skolen til gavn.

Snart herefter kontaktede skolen Anna for at høre, om hun ville ringe rundt til den lange liste af ukrainere, der havde meldt sig til kurserne. ”De var rigtig glade for, at jeg ringede,” husker hun fra telefonsamtalerne med sine landsmænd. ”De bare gik og ventede på opkaldet.”

Engelskkundskaber letter adgangen til arbejdsmarkedet

Så gik det ellers slag i slag, og Anna fik tilbudt en stilling som engelskunderviser. I dag underviser hun ukrainere i engelsk tre gange om ugen på skolens to afdelinger i Hvidovre og Kastrup. ”Jeg vil rigtig gerne hjælpe de her mennesker,” fortæller hun. ”De er både dygtige og topmotiverede, men det er bare svært at finde arbejde, når man hverken kan tale dansk eller engelsk.”

Anna ved, at engelskkurserne letter adgangen til arbejdsmarkedet. Som hun siger: ”Selv de mest basale jobs kræver et eller andet kendskab til engelsk.”

De studerende beskriver hun som engagerede. De formår at holde fokus, selvom kurserne strækker sig over mange timer. De taler en masse og er ikke bange for at begå fejl. ”Det bedste, jeg ved, er, når de inviterer deres venner. Gruppen vokser sig kun større og større,” fortæller hun.

Selv er Anna så småt begyndt at lære dansk. Med hendes sprogøre in mente er vi slet ikke i tvivl om, at hun snart vil være flydende.

STØT
I DAG