I SOS Forbøn er telefonen åben hver torsdag og søndag mellem kl. 19 og 21 på 53 60 38 18. Ingen bønsintention er for lille eller stor. Vi bringer her et interview med aktivitetsleder Stine Riegels.

Spørger man Stine Riegels, hvad hun skal torsdag aften, er svaret altid det samme. Fra kl. 19 og to timer frem sidder hun trofast klar ved telefonen i SOS Forbøn. ”Når folk ringer ind og fortæller om deres problemer, overvejelser og bekymringer, er det så meningsfyldt, at jeg bliver virkelig glad,” fortæller hun.

SOS Forbøn blev grundlagt for over 20 år siden af menigheden i Skt. Nikolaj Kirke i Esbjerg. I november 2020 overtog Caritas Danmark og Missio dog telefonen – med Stine som aktivitetsleder. Det er både muligt at ringe ind torsdag og søndag aften.

Forbønnens kraft

Stine tager tit vagten torsdag sammen med sin veninde Lisbeth Poulsen, der er pensioneret sygeplejerske og sognerepræsentant for Caritas Danmark i Skt. Andreas Kirke i Ordrup. Stine beskriver hende som ”en omsorgsfuld og lydhør person, der er vant til at tale med mennesker, også om de svære ting.” De to indleder hver vagt med at bede tidebøn. Når den ene taler i telefon, beder den anden i stilhed. Om søndagen er det pastor Quang fra Missio, der tager telefonen.

Stine oplevede selv forbønnens kraft i en ung alder og konverterede til katolicismen som 30-årig. Hun er drevet af et grundlæggende ønske om at give troen videre. ”Jeg voksede op i en ikke-troende familie, og i mine unge år vidste jeg ikke, hvor jeg skulle vende mig hen. Det betød meget for mig, at jeg fik kontakt med nogle, jeg kunne snakke tro med, og som bad for mig og fik mig i gang med at bede,” forklarer hun.

”Og sådan er det jo i Danmark, at der er mange, der ikke har nogen til at bede for sig, og derfor synes jeg, det er så vigtigt, at vi er her.”

Sundt at lægge ting fra sig

Stine går snart på efterløn efter i et langt arbejdsliv at have beskæftiget sig med menneskelig lidelse, blandt andet har hun som gadesygeplejerske arbejdet med hjemløse, misbrugere og socialt udsatte. I sin nuværende stilling yder hun sygepleje til uhelbredeligt syge patienter på Københavns Kommunes Afdeling for Lindring. Det undrer hende, at religion og bøn ofte ikke fylder særligt meget for mennesker i svære situationer.

”Bøn er mere end en mentalhygiejnisk foranstaltning, men det er jo psykisk sundt at lægge nogle af tingene fra sig. Der er mange ting, der er uden for vores kontrol, og det er fremmed for mange i vores kultur, der mener, at man bør kunne styre det hele selv.”

Derfor glæder det hende, at det ikke blot er kirkevante katolikker, der gør brug af SOS Forbøn. Det sker ikke så sjældent, at folk, der er helt uden tilknytning til kirken, tager mod til sig og ringer. ”Det, synes jeg, er en enorm tillidserklæring,” siger Stine.

Noget af det bedste, hun ved, er netop, når hun når ud til nogle af dem, der går alene med deres tro, og som, ligesom hun selv havde det, har brug for at blive inkluderet i et større fællesskab.