Caritas arbejder målrettet for at fremme FNs Verdensmål. Det gør vi gennem vores indsatser i vores programlande, gennem oplysning og ved at tage del i den fælles ngo-kampagne Verdens Bedste Nyheder, der formidler fremskridt og positive resultater fra udviklingslandene. Kampagnen læner sig op ad FN’s Verdensmål – og følger udviklingen for hvert mål.
Verdens Bedste Nyheder bygger på et unikt samarbejde mellem FN, Danida og mere end 100 danske udviklingsorganisationer samt en lang række private virksomheder, der sætter fokus på at udviklingssamarbejde skaber resultater, at det mange steder går bedre, end de fleste tror – og at vi sammen kan afskaffe fattigdom.
Uden folkelig opbakning er det svært for internationale organisationer, regeringer og NGO´er at legitimere den store indsats, som de hvert år udfører for verdens fattigste. Det gælder ikke mindst den økonomiske støtte, hvor den danske udviklingsbistand ligger blandt verdens højeste.
I år 2020 deltog over 2636 frivillige fordelt på 271 uddelingssteder, hvoraf Caritas bidrog med 187 frivillige til dette event.
Stor opbakning fra Caritas Danmark
Året rundt bringes der nyheder på forskellige medier, hvor de gode historier fortælles – og én gang om året bliver nogle af de bedste nyheder samlet i en avis, som bliver delt ud på gaden over hele landet ved en særlig morgenevent.
Eventen drives af frivillige og Caritas Danmark spiller en betydningsfuld rolle, da det hvert år lykkes at samle over stort antal fra de katolske skoler og sogne fra mere end tyve byer landet over.
For nærmere information kontakt kampagnemedarbejder Linda Palm-Nielsen på lmp@caritas.dk