Caritas Danmarks øverste organ er vores bestyrelse, som træffer principielle og overordnede beslutninger og godkender budget og regnskab. Bestyrelsen består af seks ulønnede medlemmer, som udpeges for en fireårig periode.
Den katolske biskop af København udpeger bestyrelsesformanden. Præsterådet, pastoralrådet, sekretariatets fastansatte medarbejdere og sognerepræsentanterne udpeger hver et medlem til bestyrelsen. Bestyrelsen udpeger selv det sjette medlem.
Generalsekretæren er ansat af bestyrelsen og har det overordnede ansvar for organisationen. Generalsekretæren, økonomichefen, den internationale chef og engagementschefen udgør sammen den øverste ledelse på sekretariatet.
På sekretariatet i København er der 24 ansatte. Desuden har vi frivillige medarbejdere, der hjælper til med det praktiske på sekretariatet, samt ulønnede konsulenter, som bistår os med deres faglige viden inden for specielle områder.
Det internationale nødhjælps- og udviklingsarbejde udføres af lokalt ansatte. Det skaber lokalt ejerskab og engagement, og partnerskabet sikrer, at hjælpen er forankret lokalt og når ud til de fattigste. Partnerorganisationerne besidder uvurderligt lokalt kendskab, hvilket har stor betydning for gennemførelsen af vores langsigtede udviklingsarbejde.
Det diakonale arbejde i Danmark sker i samarbejde med katolske sogne og danske hjælpeorganisationer.
En gang om året afholdes Caritas’ årsmøde, som samler bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere, sognerepræsentanter og centrale samarbejdspartnere fra Den katolske Kirke. Den katolske biskop deltager gerne samt en repræsentant fra Danmarks Unge Katolikker (DUK) og fra Foreningen af Katolske Skoler (FAKS). Caritas Dagen holdes i samme weekend og inviterer alle interesserede i Caritas’ bagland til at lære organisationen bedre at kende gennem oplæg, spørgsmål og debat. Placeringen skifter fra år til år, og som regel afholdes arrangementet i efteråret.